Din Konto     Ønskeliste     Blog
Carré Jewellery

Væsentligt for alle Carrés smykker er en rig anvendelse af både halv- og helædelstene. Herunder kan du læse mere om Shiri Roswnzweig personlige beskrivelse af nogle af vores mest anvendte ædelstene. Beskrivelserne er uddrag fra vores bog om ædelsten.

Akvamarin

Aquamarin er i sin fineste og mest kostbare kvalitet helt transparent. Min foretrukne er den mælkede aquamarin, som er vidunderlig karakterfuld og varierer fra lyseblå halvtransparent til næsten helt uigennemsigtig og fra gulligblå til grønlig. Den kan være helt farvemættet, men også indeholde små mineralflager. Denne sten er uhyre vanskelig at få i samme nuance – og skal derfor udvælges nøje. Det er et spørgsmål om smag, hvilke nuancer man foretrækker, og det er derfor tidkrævende at købe denne sten. Jeg har indtil videre udelukkende brugt den fattet i 18 karat guld i Queen of Hearts kollektionen, hvor den virkelig kommer til sin ret både stil- og farvemæssigt.

Ametyst

Ametysten får sin farve fra jern, der udsættes for naturlig bestråling. Jeg bruger den fine bolivianske ametyst til Queen of Hearts kollektionen i 18 karat guld, i en slibning der hedder checkers’ cut, som bryder og spreder lyset i stenen og giver den optimalt farvespil. Den har en meget høj farveintensitet, er meget ren og derfor kostbar. Den cabochonslebne indiske ametyst, hvor indeslutningerne øger farvetætheden i stenen, er pragtfuld. De store sten er, selv med indesluttede fjer, røg og linjer, forholdsvis kostbare. Dråbeametyster i både facet og cabochon lader lyset spille og viser indeslutningerne frem.

Chrysopras

Chrysoprasen findes i alle afskygninger fra lys grøn med brune årer og vener til en eksklusiv og intens grøn sten helt uden mage. Jeg har brugt den fineste kvalitet i Colour of Envy kollektionen i 18 karat guld. Denne næsten helt uigennemsigtige variant af calcedon mineralet er den kostbareste og kommer fra Australien. Den findes overvejende i cabochon-slibning hos højt specialiserede forhandlere. Jeg har brugt både runde, ovale og dråbeformede chrysopraser.

Diamant
Min far lærte mig alt om Diamanter. Han brugte sorte diamanter til at lave skærende værktøj med. Hans fortællinger om Diamantens karakter som det hårdeste ikke-menneskeskabte materiale, og om diamantens sprødhed som et karaktertræk, der er tæt beslægtet med hårdheden, har altid betaget mig.
Jeg har været på besøg hos diamantsliberen og set, hvordan han med sin drejeskive former stenen ved at slibe den. Diamanter kan kun slibes med diamanter, og processen kræver ufattelig koncentration og præcision.
Navnet Carré stammer fra min første tid i smykkebranchen, hvor jeg solgte traditionelle hvide diamanter. Carré er navnet på en kvadratisk slebet diamant, en gammel og ikke så anvendt slibning. Den runde form er den mest berømte og kaldes brillant, nok fordi facetterne i denne slibning er designet til at reflektere lyset optimalt. Samtidig er den let at sortere, fordi den runde form betyder, at man kan bruge en diamantsi til at sortere de små diamanter efter størrelse.

Koral

Koraller er fantastiske! Farvespektret i korallen er et særskilt kapitel og afhænger af smag og brug. Farven varierer fra hvid over Momo (det japanske ord for fersken) til kraftig rød. Hvide pletter, som er korallens indre, angiver, at det er den ægte vare uden brug af farvestoffer. Koral er kostbar, sjælden og porøs. Kun certificerede forhandlere leverer koral til mine kollektioner. Stofligheden og skønheden i de kunstfærdigt håndgraverede koraller blev i 2004 starten på min 18k guld kollektion Power Flower. Graverede koraller er alle forskellige og derfor unikke og håndplukkede. Når sorte diamanter og koraller sættes sammen, får man et eksotisk ægteskab mellem den bløde og varme koral og den hårde, kolde diamant.

Labradorit

Labradorit er en af mine absolutte favoritter. Stenen er smuk i sig selv og tilfører og forstærker farve og lys i andre sten. Labradoritten har et fint regnbueskær som olie på vand. Lilla, grønt og blåt lys spiller over stenen og gør den usædvanlig livfuld. Kigger man dybt i den, er den fyldt med små indeslutninger. Små sten er forholdsvis fri for indre linjer, mens større sten har mange og tydelige linjer som en del af stenens natur. Navnet stammer fra den canadiske halvø Labrador og har givet navn til lyseffekten labradoriscens indenfor gemmologien.

Perle
Ferskvandsperler dannes i perlemuslinger og snegle, som udskiller perlemor for at indkapsle urenheder, der er trængt ind i muslingens eller sneglens bløddyr. Det tager mellem tre og otte år for perlen at blive indkapslet i så mange lag, at den har den rette kvalitet til smykkebrug. Ferskvandsperler er naturligt hvide, rosa, gyldne, orange, grå og næsten violette, når de høstes. Farvevariationen er stor, og en del af perlerne bleges for at opnå en ensartet farve. Ordet lustre betegner kvaliteten af det særlige lys i perlens overflade, som afhænger af, hvor tykt perlens lag er. Jeg bruger knap-formede, runde, dråbeformede og barokke perler, som ikke er formfuldente, men meget karakterfulde.

Safir + Rubin

Safir hører til korund gruppen. De fleste kender safiren for sin blå farve og rubinen for sin røde. Praktisk set er de begge korunder og findes udover de klassiske blå og røde i pink, orange, gul, farveløs, grøn – ja, hele farvespektret kan stort set dækkes af korunden. Mælkerubin, som er helt uigennemsigtig, har en helt anden karakter end den transparente rubin, en smuk blårød tone, der klæder både sten og perler. Det er den kemiske sammensætning, der afgør farven på stenen. Farvespekter, farveintensitet, hårdhed og sjældenhed har gjort korunden til en af de højest priste ædelsten, og den har smykket kejsere og konger fra oldtiden. De større safirer findes i mine 18 karat guld kollektioner, hvortil jeg håndplukker de smukkeste nuancer til hjerter samt runde og ovale slibninger. Små bitte safirer i lyserød, lyseblå og grøn bruger jeg primært i Mini Me og My Precious kollektionerne.

Turkis
Turkisen har en uimodståelig klar farve. Helt uden aftegninger er turkisen meget sjælden. Da rene turkiser forbliver meget efterspurgte, anvendes derfor ren men porøs råsten, der imprægneres. Disse sten mines i stor stil i Arizona og Californien. Turkisen, som varierer fra grønlig til kraftig blå, er sart og tåler ikke godt varme og heller ikke milde kemikalier, som dem man finder i kosmetik.
I 80’erne blev turkisen brugt i hippiesmykker og mistede dermed sin plads som en elegant sten på linje med korallen. Store turkise sten med mange sorte aftegninger, fattet i grove sølvsmykker og brugt i store mængder sled den så at sige op. Turkis, perle og koral er i min verden i familie. Eksotiske, smukke, iøjnefaldende og med en lang historie bag sig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og bliv opdateret om nye kollektioner, eksklusive tilbud, kundeevents og meget mere!

Gå ikke glip af vores tilbud